tirsdag den 12. marts 2013

Ude i den friske luft

Selv om de sidste par dage har været lidt til den friske side, hvad angår temperaturerne, så har det også været rigtig dejligt vejr. Smukt ser det ud med frosten på bladene.


Ved første øjekast ser alt vissent, brunt og bart ud. Men ser man lidt nøjere efter, så er der liv. Der er fuld gang i alle blomsterløgene. De vrimler op alle vegne.


Sorteringen af diverse baljer, potter og spande er også i gang. Der skal bruges en del store baljer til kartoflerne og dahlia-knoldene. Især de farvestrålende plastbaljer med håndtag fungerede rigtig godt til kartoflerne sidste år. Husk blot et par huller i bunden til dræn.


Når solen skinner, fuglene kvidre og så begynder jeg at drømme om blomster. For et par dage siden blev der plantet stedmoderblomster i to krukker. De er stillet inde i drivhuset. Her står de lunt og godt. Alle blomster er nippet af, så planterne kan bruge kræfterne på at finde fodfæste i jorden. Lige nu er den enkelte plante lille og spinkel, men inden ret længe bliver de til store flotte planter. Stedmoderblomster er efter min mening helt unikke. De mestre let frost, blomsterne er de rene kunstværker og så holder planter i månedsvis, hvis de bare får nippet de visne blomster af. Kameraet har ikke lige været med ude. Men det skal det nok komme.


Nærmest helt poetisk ser klatrehortensiaen ud nu med sidste års blomster. I min have findes efterhånden en del forskellige hortensiaer. Saksen skal snart på en runde og få alle de visne skærme klippet af, så der er klart til grønne blade og smukke farvestrålende blomster.

Jeg elsker bare denne tid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar