tirsdag den 26. marts 2013

Kulde og varme

I skyggen er det køligt, og sneen ligger stadig i et fint lag. 


Men i solen har de sidste par dage budt på rigtig dejlige solstråler og lidt varme. I drivhuset er der en fin temperatur. Lokket af solens stråler har jeg været ude og tømme det store drivhus, pille de sidste visne blade af vinplanten, få fejet og ikke mindst vasket alt af.
I vinterens løb har drivhuset fungeret som tilholdssted for havemøbler, krukker og alt muligt andet. Alt blevet båret udenfor og så sorteret. De potter, underskåle osv. der ikke lige har klaret vinterens kulde, er stillet klar til lossepladsen.

Langsomt bliver der mere og mere skik på, hvor de forskellige ting skal hen. Nogle af tingene har kun overvintret og skal ud på terrassen igen. Noget skal stilles lidt væk. Tingene, som får lov til at stå og pynte, er valgt og stillet ind i varmen igen.

De store spande og krukker mangler stadig at få en omgang vask, men ellers er det store drivhuset klar til en ny sæson. Antal af Dahlia-knolde = antal krukker. Både drivhuset og jeg er SÅ klare til at få andre temperaturer! Det er helt ok, bare skru op for styrken.

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar