Vores søde lille pels-tot - Abby - har fødselsdag i dag. 2 år !
Fødselsdagsbarnet og resten af familien drog en tur til Gilleleje. Havnen har stadig det, jeg opfatter som rigtig havnestemning.
Både og skibe der fortæller om arbejde og fritid. En del af havnen rummer fiskekuttere i alle størrelser og farver. En andel rummer både til sport og fritid. Der er virksomheder af forskellig slags, aktionshus og salg af friskfangede fisk. Du kan også købe tilberedt fisk. Der hænger fiskenet på pæle. Ja, der er bare en stemning af liv selv på en lidt kold søndag.Som barn havde jeg min daglige gang på en havn med samme stemning. Der blev købt friskfanget fisk direkte fra fiskebådene. Fiskerne kendte dem som kom og købte fiskene. Der blev snakket lidt om alt og ingenting. Fiskene blev båret hjem i en pose, og så kunne jeg få lov til at se og røre ved fiskene, når de blev hældt ned i køkkenvasken. Store flotte rødspætter som min mor flåede og stegte på stegepanden. Det smagte dejligt. Skuffelsen når der lå hornfisk, for dem var/er jeg bare ikke vild med.
Havnen ligger stadig, hvor den altid har ligget, men stemningen er en helt anden. Nu er det en havn, som emmer af liv i sommermånederne. I vandet er det hvide lystbåde, som ligger og gynger.
Opholdet på Gilleleje havn blev ikke så langt i dag. Nogle synes hurtigere end andre, at vi havde set nok på havnelivet, men Abby og jeg kunne nu godt have været der lidt længere. Men frisk luft blev det til og så var det ikke så ringe at lande i den varme bil igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar