mandag den 15. april 2013

Pakke med Recycle bomuld og Miss Piggy

Det nye garn - fra garnudsalg.dk - er arriveret! Pakker er altså festlige at få.
Jeg har købt Recycle bomuld (Medium grey) og højlandsuld (Miss Piggy). Farver og kvalitet er præcis, som jeg har håbet.



Miss Piggy er allerede kommet under kærlig og seriøs behandling.

Foreløblig tegner det rigtig godt!
Recycle bomuld er på stand by til senere brug.

Regnbuefarvede køer

Til "Venindeaften" hos Ilva blev jeg lun på et helt unikt og meget smukt gulvtæppe! Når nu et af aftenens temaer var stil og indretning, så vil jeg da lige tilføje, at her er da nogle køer, som virkelig giver den max gas.







Det tæppe giver da baghjul til de traditionelle koskind.

Skulle du nu være mere til de traditionelle og afdæmpede køer, så findes tæppet også i sort/hvid udgaver.
Du kan se mere her: Ilva - tæpper

søndag den 14. april 2013

Venindeaften

Ilva indbød til "Venindeaften". Det takkede Mette og jeg ja til. Som velkomst blev der budt på kølig vin og lækre snacks. Beklager at billedet ser lidt rodet ud, men fik først taget det, efter en hel del kvinder havde smagt på lækkerierne.



Aftenens program lød bl.a. på foredrag af boligstylist Sidsel Zachariassen om forskellige trends indenfor boligindretning og hendes arbejde.



Ud fra fotos, farveprøver, udklip fra blade, stof, bånd o.lign laver Sidsel Zachariassen et moodboard. Denne form for collage kan være med til at gode ideer, ønsker, farver og detaljer bliver fasthold, og at der kommer sammenhæng på det endelige resultat.

Sidsel  Zachariassen havde lavet eksempler på moodboards, og så omsat disse til indretningsforslag med møbler og tilbehør.

 

En fin detalje var dette pudebetræk, som lignede et korsstingsbroderi, men var et fotoprint.

 
Endnu et moodboard-eksempel mere, her med pastelfarver og ideen omsat til en udstilling.


Efter tips og trends startede Annette Roesbjerg, forfatteren bag bogen ”Kend din vin kvinde” smagning af vine fra Skovgaard Vine.



Her blev rollerne som henholdsvis vinsmager og chauffør fordelt uden nogen form for diskussion. Jeg er på ingen måde til vin. Men det er Mette heldigvis, og sådan er vi rigtig gode til at supplere hinanden. Et par hyggelige timer i godt selskab får hurtig ben at gå på.


                  

Løse ender

Små gæste-/køkkenhåndklæder lavet af diverse rester af bomuldsgarn er dejlige nemme projekter. Enten hæklet eller strikket. I én eller flere farver. Med eller uden pyntekanter. Mulighederne er utallige. Et stykke håndarbejde som er nemt at fragte med, ikke kræver de store hjernevindinger og hurtigt.

MEN uanset farve, form eller størrelse, så er der altid lige et par løse ender, som skal monteres med hjælp fra en nål. Hæfte ender er ikke en ynglingsbeskæftigelse hos mig, så jeg har lagt til side og tænkt "i morgen".  Nu måtte der skrides til handling. Alle løse ender er blevet hæftet. Samtlige stykker bomuld kom en tur i vaskemaskinen, tørret og nu stablet i en fin og farvestrålende bunken.
.......... nu ligger de så dér og venter på, at jeg får "hanket op i mig selv". De mangler lige at få montere et lille stykke bånd eller bændel, så de kan hænges på en krog.

lørdag den 13. april 2013

3 bøger har sneget sig ind

Min hang til bøger er stor. Jeg har en stor samling af bøger. Denne samling er fordelt både på skøn- og faglitterærer bøger.

Jeg har en hel del håndarbejdsbøger. Disse bøger er en broget samling af nye og gamle. Danske og udenlandske. Specielt japanske håndarbejdsbøger er jeg optaget af. De har altid skønne fotos og meget udførlige vejledninger. Japansk håndarbejde har som regel også lige den blanding af det simple og det finurlige. Det ligger lige til mig.

Denne gang er samlingen blevet øget med 3 styk:



  • "At se - en knap" af Ilse Christensen. Forlaget Turbine, 2012. ISBN 978-87-7090-961-7
    En lækker bog! Jeg er allerede helt vild med den. Få og velvalgte ord. Smukke billeder. Ja, og så er jeg lige så vild med knapper, som bogens forfatter.

  • "Experimental Flowers in Watercolour" af Ann Blockley. Forlaget Batsford, 2011.
    ISBN 978-1- 906388775. (På engelsk). Super flotte akvareller med fokus på blomster. Opdelt efter årstiderne. Malerteknikken er mere abstrakt end man normalt oplever med akvarelfarver.

  • "Watercolour Textures" af Ann Blockley. Forlaget Collins, 2007. ISBN 978-0-00-721385-6
    (På engelsk). Viser forskellige teknikker til at frembringe forskellige teksture, anvende nye tilgange til det at male med akvarelfarver og bruge andre former for farver og materialer sammen med akvarelfarverne. Mange spændende ting jeg gerne vil afprøve!

tirsdag den 9. april 2013

Selv stilhed hører op

For et godt stykke tid siden startede jeg på at læse Ingrid Benancourts bog "Selv stilhed hører op - mine seks år som gidsel".


Bogen er en ordentlig mursten på 623 sider og rummer fortællingen om de 6 år eller  2.321 dage, Ingrid Benancourt ender med at sidde som gidsel. Den fortæller bl.a. om menneskers relationer. Venskab og ondskab. Magt. Om det at blive frataget alt.
De første kapitler fik jeg læst på ingen tid. Så synes jeg historien blev meget tung og ensformig. Et utal af gange har jeg været på vej til at stoppe, men fik alligvel gjort kål på hele bogen.
Her bagefter sidder jeg med mange spørgsmål. Kan man vende tilbage til til et almindeligt liv efter at have levet som gidsel i så mange år? Hvordan?  

mandag den 8. april 2013

Appelsinskræl som blev til en færdig cardigan

Så ligger den orangefarvede cardigan og tørrer.


Er stadig i tvivl om hvilke knapper, der skal monteres. Men når cardiganen er tør, så finder jeg det helt rigtige, og så der den klar til at blive brugt. Blød og lækker er den. Jeg er svært tilfreds med mit første forsøg på strik uden opskrift. Nyt garn er bestilt. Det må prøves igen.