Viser opslag med etiketten tur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tur. Vis alle opslag

søndag den 15. september 2013

Morgentur med forskelligt fokus

Morgenens tur indbefattede først afskridtning af området omkring vores lukkede sygehus. Det må siges, at Abby og jeg havde meget forskelligt fokus. Abby går grundigt til værks. Hænger oppe ved bedkanter, ind langs murer og smutter ind i krattet.






Tror måske et par mus sprang for livet. Får hun lov kan der bruges store mængder af tid. I dag var vejret rigtig dejligt lunt, så hun fik al den tid, hun ville.

Mit fokus var detaljer. Et forladt sygehus med en parkeringsplads. Beplantning, bygninger og arealerne omkring viser hurtigt tegn på forfald.










Herefter gik turen over forbi den store mark med kvæg. Den flødefarvede tyr stoppede med at gumle. Stod bare og stirrede. Abby og jeg stod stille - helt stille - og stirrede retur.



Ingen panik på den anden side af el-hegnet. Der blev taget fat på gumleriet igen. Fredeligt ser det ud. Jeg synes, det er godt med et el-hegn... og lidt afstand. For den flødefarvede tyr er vældig stor, som i kæmpe, når man står et par meter fra den.


Abby er skiftevis henrykt over synet - for så at bestemme sig til - at hun hellere må tage halen mellem benene. Gå kontra blive. Snuset bliver der. Der lugter af landbrug.

Skønne detaljer kan også fanges her. Bark. I flere udgaver. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på træer og stammer.






 Smukke farver er der også.


Så blev vi enige om, at der var set og snuset nok. 

Ikke så langt fra marken ligger gartneriet "Skovbrynet". I dag havde Gartneren tid og lyst til at sludre på hans vej ud for at sætte 2 dannebrogs flag, der viser, døren er åben. Vi fik vendt store og små ting. Han er i 80érne. Har arbejdet siden han var 5 år. For nogle år siden gad han ikke mere. Det fortalte han sin læge. Svaret fra lægen var: "Du skal bare blive ved med at arbejde. Du har arbejdet i hele dit liv. Holder du op, så sætter du dig i en stol og næste dag, er du død". Gartneren arbejder endnu. For han blev enig med sig selv, at lægen nok havde ret.

I 20 år har vi haft have. Jeg har fået mange gode tips og tricks fra Gartneren. Én gang valgte jeg ikke at følge hans råd. Vi plantede efeu på et ret stort areal. Gartnerens kommentar var: "Efeu er noget være hø. I kommer sgu til at fortryde det". Vi plantede alligevel. Som det dog bare pyntede og var nemt..... nu er det noget værre hø. Kravler op alle vegne, spreder sig ud, hvor det ikke skal være og er stort set ikke til at gøre kål på." 
..... når man ikke vil lytte, så må man jo føle.

onsdag den 4. september 2013

Forventningens glæde

I min kalender står der en aftale, som jeg virkelig glæder mig til.

Manden og jeg skal på en guidet rundvisning i Bjørn Wiinblads hjem. 


Flere gange har jeg været på spring, men når aftenskolernes kataloger har ramt min postkasse, har disse turer allerede været fuldt booked + venteliste.


I år var turene (selvfølgelig) også hurtigt optaget, men jeg nåede til tasterne, mens der stadig var muligheder for at komme på venteliste. Dagen efter fik jeg en sød mail, at der var lavet 2 ekstra rundvisninger for dem på ventelisten.

Jeg GLÆDER mig!

tirsdag den 9. juli 2013

Chaufførtjans for to skønne tøser

Dagen startede så tidligt, at det faktisk var nat endnu. 2 søde tøser skulle ud og se på verden, og jeg havde lovet at være chauffør for dem. Der var ikke mange andre bilister på vejene, og på bagsædet sad to meget muntre og lidt trætte 18-årige, hvor planer og tanker for den næste uge blev øst ud i rivende tempo.


Dejligt for et lille øjeblik at være en flue på væggen.

Selv om deres tur kun varer ca. en uge, og den henlægges til England, så havde jeg alligevel lidt dirrerende underlæbe, da jeg krammede og sagde farvel. Mellemste´s første tur på egen hånd til udlandet.


De to piger er godt selskab for hinanden, og jeg er helt sikker på, det bliver en herlig tur. Jeg plejer at være sej i forhold til mine 3 tøser og deres færden her i livet, men af en eller anden grund så føltes det lidt overvældende at vinke farvel her til morgen. Af samme grund blev det til et kort farvel ved bilen. Ikke noget med en snøftende mor klokken meget tidligt om morgenen i Kastrup Lufthavn. 



Hele denne chauffør-seance kan næsten foretages på motorvej fra start til slut, men jeg  valgte at slå blinklyset til og tage et par sving til lidt mindre veje. Det blev til total ro og en smuk solopgang som kun kan gøre en lykkelig og glad. Vel hjemme igen var det stadig så tidlig morgen, at der blev sovet af resten af familien.

lørdag den 22. juni 2013

Stole-kurér og gamle bygninger

Ældste havde en aftale om afhentning af nogle købte stole i Ganløse i dag. Men ændrede arbejdsplaner gjorde, at hun måtte overdrage opgave til mig.

Sælgerne af stolene stod på aftalte sted, og det tog ikke mange minutter at få lastet 4 stole i min bil. Men når jeg nu var kommet til en by, hvor jeg ikke har været før, valgte jeg at parkere bilen og gå mig en tur.

Byen har en meget fin mølle. Tryk og du kan læse lidt mere om Ganløse mølles historie.





Byens smukke kirke fra 1100-tallet var næste stop på min lille byvandring.  




Jeg kan godt lide at se på gamle bygninger. De fine detaljer, materialerne og de forskellige håndværk.




Kirkens største dør med robuste håndtag og lås. Over låsen sidder der et fint lille messing-skilt.


Skiltet fortæller, at døren er en skydedør.


Kirkens stenbelagt gange, et stort pompøst træ og den fine hvide mur med røde tegl som omkranser kirkegården.

Sidste stop blev hos byens bager. Her blev provianteret med et udvalg af knækbrød, en spændende müsliebar og en karamelsandkage. Det hele blev lagt forsvarlig i bagagerummet og ligger klar til dem som i løbet af aftenen får lyst til lidt lækkerier.

torsdag den 23. maj 2013

Aftentur med oplevelser

Ældste og jeg besluttede os for at gå en lille aftentur i centrum af byen. Her var en rigtig badeand i gang med den helt store badetur.



Ved Domkirken var to ekstremt høje kraner. 


Den ene kran kunne bringe to mand stående i en kurv op i øjenhøjde med Domkirkens spir. Tror at de skulle have fastgjort diverse remme og seler til spiret for at løfte det ned. Den anden kran havde krogen til at fastgøre seler og remme i. Kirketårnet er højt, men når man ser hvor små to mennesker ser ud, når de er helt oppe ved spiret, så går det for alvor op for én, at det ER meget højt. Vi nåede dog aldrig at få set, om det var spiret de løftede ned, for det blev efterhånden en kende køligt at stå som tilskuer, så vi besluttede at gå videre.


Nede ved fortovshøjde stødte vi på denne lille tegning på siden af et elskab.


Samme el-skab var fint dekoreret med et maleri af Sct Olai Kirke på fronten. Står man foran el-skabet og drejer hovedet til højre, så ses Sct. Olai Kirke.




Sådan kan ens by byde på små oplevelser på en lille gåtur en torsdag aften. 
Fuldmånen hang stor og smuk på himlen over byen, et lille kig i modsat retning bød på en utrolig smuk skyformation.

onsdag den 1. maj 2013

1. maj i København

Allerede fra morgenstunden var der en lun temperatur og en klar sol, som kaldte på solbriller, så Mellemste og jeg blev enige om, at en togtur til København ville være sagen.

Første stop blev hos Helbak i Kompagnistræde 8.  De har lagersalg af 2. sortering i disse dage, og det blev til 3 ting, som jeg er helt sikker på, vil blive brugt rigtig meget.

Vi tog Metroen ud til Frederiksberg, så vi kunne få afprøvet Strangas Dessert Boutique. 




Butikken er indrettet i en lidt rå stil men hyggelig stil.
Det tog os lidt tid at vælge mellem de lækre kager! 

Det blev til:
  • "Pure Nordic" Chokolade mousse med havtorn- og mangomousse på biscuitbund
  • 2 stk macarons
  • 2 stk romkugler
Smukt serveret og nydt sammen med te og koldt vand. Det hele smagte bare, så der var englesang!





Uhmmmm jeg siger bare - igen -det smagte dejligt.  Romkuglerne med et guldstrejf, serveret i fine træskåle.
Jeg tror godt, det kan loves, at det ikke bliver sidste besøg. Med lykkefølelse i maverne kunne vi vende finde tilbage til Metro og tog, og derved blive bragt hjem efter en rigtig hyggelig dag.

mandag den 15. april 2013

Med Næstved som mål

Næstved dannede rammen om en hyggelig tøsetur for 3 generationer. Trækplastret var et lagerudsalg

Vi var hurtige og fokuserede. Så efter ½ time var vi faktisk klar til afgang igen. Dem der havde drømme og ønsker inden turen, fik dem faktisk opfyldt. Mit indkøb var en solskinsgul Mano skål og 2 Mano krus i skønne farver. Bozza vasen/skålen fik jeg i gave af min mor. Heldig heldig. 

Der blev også lige tid til en lille gåtur. Der er mange fine detaljer og gamle bygninger i byen. Selv om solen ikke var fremme, var vejret dejligt lunt.

 




 
Turen blev rundet af med en dejlig frokost. En rigtig hyggelig dag for os alle sammen. Det er godt med nogle fælles oplevelser.