Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag

tirsdag den 8. oktober 2013

Krukker med tulipanløg

Med et helt tilfældigt klik på fjernbetjeningen landende jeg på TV2 Fri, hvor Claus Dalby fortalte om tulipanløg i krukker. 

Med ny viden og en utrolig nem "vejledning", er der blevet indkøbt løg.


50 flotte store tulipanløg i den dejligste farveskala. Det bliver tilfældighederne, som kommer til at bestemme farvesammensætningen i den enkelte krukke.


 De første 10 er kommet i en urtepotte i dag.


I morgen skal der hentes mere pottemuld til adressen, og så er der 40 løg mere at lege med. Måske flere?

Næste stop er drivhuset. Her skal krukkerne opbevares, til de om ca 4 mdr. begynder at sende grønne bladspidser op over jorden.

tirsdag den 1. oktober 2013

Når man virkelig tager sig sammen

Løgene er pænt samlet i en urtepotte, når de utilsigtet er blevet gravet op i haven. 


En blandet landhandel af løg. Flytningen af én plante gav et pænt stor hul i et bed. Vupti! Urtepottens indhold er nu placeret i hullet og pænt dækket med jord.

Måske giver det et væld af farver og forskellige blomster? Måske bliver det fint? Det vil vise sig, når foråret melder sin ankomst.

fredag den 27. september 2013

Fint

Denne her opstilling fra Humlebæk Planteskole måtte meget gerne finde vej til min have.

Basis er to kabeltromler og en lang bænk. 

Det store solide stentrug kunne jeg også snildt finde plads til i min have. 


Både opstilling og truget blev stående, med hjem kom en buttet cement krukke, som lige skal have noget fint fyld, før den vises frem. Ældste var med på turen. Hun fandt en flot sort krukke til altanen.

onsdag den 25. september 2013

Efterår i haven

Efteråret banker kraftigt på, men der er stadig nydetid at hente udenfor. Der skal sorteres, gemmes og smides ud.



Jeg er vild med sommeren - se alt spire og springe ud. Sol og lange dage, men det er nu heller ikke så ringe med disse septemberdage. 

Drivhuset er ryddet for planter og krukker med jord. Trillebøren er blevet lastet med det som skal smides ud.


Solhatten er en meget smuk blomst, synes jeg. Har plantet den i et utal af varianter. Men det går ikke helt godt med at holde liv i planterne. Undtagelsen er dog denne solsikkegule. Den trives og gror. Lige nu står den med kæmpe blomster. Der er mange, som i rigtig mange blomster. 



Der er stadig mange fine detaljer i haven.


Den lilla rosa har haft mange blomster i år. Fulgte Claus Dalbys råd om at binde grenene ned, så de var vandrette. Det ville give flere blomster.


Tricket virkede. I år har der været rigtig mange smukke roser. Nu skal der bare lige en lille saks forbi og kappe de afblomstrede roser.


En florlet hvid stokrose med regndråber. Efterhånden var denne blomst det eneste fine, resten var vissent og gråt. 


Et sidste foto inden de meter lange stængler måtte lade livet for i år. 

torsdag den 25. juli 2013

Blomster på kande

3 grene fra en Sankt Hansurt er stillet ind i stuen.



Lige nu skal den lysegrønne farve bare pynte indenfor.


Om en uges tid eller to, så er vi nok trætte af kandens indhold, men så har stænglerne nok også dannet lange fine rødder, og de kan plantes ud et nyt sted i haven, som trænger til en plante.

onsdag den 3. juli 2013

En tyk gylden sirup

Hyldeblomsterne har været på sit højeste. Som en tradition laver min mor hvert år en stor portion hyldesaft. Blomsterne findes i massevis, der hvor de bor.

Vi får altid en flaske fyldt med den aromatisk saft. Heldige er vi, for når indholdet er drukket, så kan vi blot aflevere den, og så får vi udleveret en fyldt fra min mors lager. Lageret plejer at være på en størrelse, der holder helt til, hyldeblomsterne igen sidder duftende og friske på grenene.


I år er den traditionelle patentflaske skiftet ud med en fin retro-flaske. Men indholdet er det samme lækre.

Vi har ikke selv et hyldetræ, men én af vores naboer har. 



De bitte små hvide blomster laver fine mønstre på vores fliser, når vinden bærer dem ind over hækken. Fint ser det ud.

lørdag den 22. juni 2013

Farvepaletten har udvidet sig

Bonderoserne blomstre i helt store mængder. Smukke er de.


De stærkt pinkfarvede har været i gang et stykke tid. Nu har den hvide - med fyldt blomst - også foldet sig ud.




Den hvide blomst er super elegant og eksklusiv. Lige ved siden af står én i helt andet "design". Den er mørk lyserød/pink med en midte i lys gul/creme. Den ligner nærmet en åkande, når den begynder at folde sig ud.




Indenfor blomstrene Dahliaer er også begyndt at udvide sig. Længe har det kun været de gule Dahliaer, som har blomstret. Det har de så til gengæld gjort i rigelige mængder, men nu er der begyndt at poppe andre farver frem.

Den ene hedder Mambo (over den gule på fotoet). Lyserød med enkelte bordeaux ind imellem, yderst på kronbladene er fine strejf af lysegul.

Den anden er Smarty. Den første blomst har en rimelig ensartet pink farve, men ifølge indpakningen knolden kom i, vil kronbladene kunne blive både pink og hvide, så ikke to blomster er ens. Det vil tiden vise om virkeligheden kan hamle op med salgs-fotoet.


De gule Dahliaer blomstre på livet løst. Som med alle Dahliaer øges antallet af blomster i takt med, at der bliver høstet.


Derfor er jeg hurtig med havesaksen, når blomsterne begynder at se bare en smule slidte ud i kanten.

onsdag den 12. juni 2013

Mælkehvide blomster

Mælkehvide buttede og med en lille bølget kant, fine små blomster. Monteret med en grøn kvast på toppen.


Der går lidt tid, men så er de mælkehvide blomster byttet ud med blå-lilla kugler med et gråligt slør. Blåbær. Gerne mange. Uha det smager dejligt!

Vi har to blåbærbuske. Sommeren 2011 var der flere bær end blade. Sidste år - 2012 - værne vi nænsomt om de bær, der kom. Det var ikke mange.

Tiden må vise, om det er blåbær-år i år.








mandag den 10. juni 2013

Farveglæde

Lige nu er der masser af farver og liv ude i haven. De to agurkplanter leverer flittigt små og delikate agurker. 



Næste sending er allerede klar til i morgen.


Der er stor spredning i havens farveskala lige nu. Farver med kraftig pang og helt sarte toner.  






Jeg bliver i godt humør af alle de dejlige farver. 

lørdag den 8. juni 2013

Bonderoser

Antallet af bonderoser i vores have er stigende, både hvad angår antallet af store smukke blomster som folder sig ud i denne tid, men også i antal af planter, som gennem årene er kommet til haven.

For nogle år siden fik jeg nogle fra en meget gammel have. En have som var fyldt til bristepunktet med planter. Huset blev jævnet med jorden, da ejeren døde, og et nyt hus skulle bygges på grunden. 

Det var så tidligt på sæsonen, at kun et par enkelte grønne blade, som havde vokset sig over jordniveau, kunne fortælle, at her var en plante, samt hvilken slags.

Heldig var jeg. Nogle af planterne fik jeg i min have. Især bonderoserne klarede flytningen på bedste vis. De er blevet meget store og kvitterer med farvemættede blomster i denne tid. 

Jeg er vild med denne plante, og det er jeg ikke den eneste, som er.



Der er en livlig trafik af myrer på knopperne.

søndag den 2. juni 2013

Fin og sart

En klematis  med de fineste klokkeformede blomster i en helt sart lilla med limegrønt i midten..


Den spreder sig kraftigt i både bredden og højden. Den må meget gerne kravle fra stakittet og op på husgavlen. Det ville blive så fint.

fredag den 31. maj 2013

Lækre farver

Kombinationen af farverne grøn og mørkelilla/aubergine er jeg vild med. Lige nu findes denne sammensætning rundt omkring i haven.

For første gang er der indkøbt en bakke med rødkålsplanter. De vil blive plantet rundt omkring i haven mellem stauder og andre planter. Måske der viser sig et rødkål hen ad vejen.


Et brev frø med rød basilikum er blevet til to potter med fine farvestrålende spirer. Håber på de vokser sig store og kraftige. 


De smukke tulipaner blomstrede første gang sidste år, men allerede dette forår er der tyndet gevaldigt ud i mængden. Nu står der bare enkelte ensomme tulipaner rundt omkring.


En smuk iris - købt for en del år siden. Plantet for dybt så den knapt frembragte nogle blade. Så fandt jeg ud af, hvad der var galt. Anden blomst i år står lige nu og stråler ude i bedet.


De sidste - som jeg har glemt navnet på - ender som fine kugler. Men synes de er lige så fine, når de er ved at bryde ud frem.





mandag den 27. maj 2013

Flere frø i jorden

Med en stor og bagende sol på himlen blev der i dag dumpet majs, 3 x bønner, knald-gule solsikker, solsikker i en mørk vinrød og så enkeblomster i jorden. Frø som forhåbentlig giver sig til at gro lystigt.



Fotoet her over er lånt fra Albinusfro.dk. Det er her, jeg købte de fleste af de frø, som skal give lækkerier og skønne blomster i år, også frøene til enkeblomsten "Black night".


Samtidig med at der bliver lagt an til nye spirer, så er de første squash og babyagurker blevet høstet.


Har fået købt mig en ny saks. Der skal man ikke ved en fejl få klippet i fingrene. Den er spids som en syl og skarp som et barberblad. Den er blevet afprøvet i dag. En buskbom har fået frisket frisøren op, og jeg har erfaret, at saksen klipper ekstremt effektivt og giver solide klemlus, hvis sakse-føreren bliver en kende for ivrig.

søndag den 26. maj 2013

Gul som solen

Farven gul præger både haven og den danske sommer lige nu. Med stor kampgejst og vilje står et helt umanerligt stort antal mælkebøtter i vores have. Vores græsplæner, som i forvejen deler plads med mos, skvalderkål og andre vækster, har nu fået et fint tæppe af gule runde polkapletter. I plænen har de kære blomster så korte stængler, at de fint overlever en tur med plæneklipperen, så der har været gang i mælkebøttejernet. Manden i mit liv har været den aktive, for min krop er på ingen måde samarbejdsvillig lige for tiden. Så jeg holder mig til små og lette opgaver.


Der skal ikke mange gram jord til at give grobund til mælkebøtterne. Egentlig en fin kontrast med den runde gule mælkebøtte og den slanke spidse pink tulipan.


Farven er jo stort set den samme, men her titter de første Dahliaer frem. Ud af alle de knolde som blev lagt i jord, er det kun én, som ikke blev til noget. Resten er nu blevet til fine store kraftige blomster, som er blevet plantet ud i forskellige bede. Jeg er vild med Dahliaer. De bliver til fine buketter helt til frosten kommer. Nu flere blomster der bliver klippet af planterne, nu flere producerer de.


Vild med udsigten med store gule marker, som bryder alt det grønne.