Bid

I dag har der være tid til at liste lidt rundt på Internettet. Bl.a. faldt jeg over, at man på fredag, kan komme til Fredagscafé på byens hovedbibliotek, Kulturværftet. Her er der besøg af forfatteren Stine Askov, der kommer og fortæller om sin bog "Bid".

Dette faktum sammenholdt med, at køkkenet trængte gevaldigt til at gennemgå en oprydning - men at der nu var grundlag for en gevaldig overspringshandling - gjorde, at jeg landede inde på EBIB.

Her måtte jeg så lige testet min egen tese om rigtigheden i, "jeg ikke læser bøger elektronisk".

Tesen holdt ikke. Jeg har læst mig gennem hele bogen, og jeg har grinet. Som i grinet rigtig meget. Måske e-bøger alligevel skal afprøves lidt mere? Måske jeg skulle gå til Fredagscafé og lytte til Stine Askov.

PS. Køkkenet har jeg været ude og få sat lidt mere skik på

Bjørn Wiinblads hjem

For et par uger siden var Manden og jeg på guidet tur i Bjørn Wiinblads hjem. Manden var før afgang lidt skeptisk med hensyn til turen. Han har ikke den store hang til Wiinblads porcelæn.

Wiinblads hus er nabo til Frilandsmuseet, Lyngby. På en lille vej. Godt gemt ligger det Blå Hus.

Lågen ind til haven

Den sidste tilbageblevne meter af en fint udskåret dekorationsliste på lågens tag.

Blåmalet sprosset dør i skur. Lad det være sagt med det samme. Blå var Bjørn Wiinblads absolutte ynglingsfarve. Et gennemgående tema i hele hans virke og i hans hjem.

Stoffet i døren med tryk af Bjørn Wiinblads streg.

Det meget store lyseblå træhus. Fyldt med store sprossede vinduer. Til venstre i billedet ses gæsteboligen, hvor Rene - dagens guide - bor med sin kone (én af Bjørns malerpiger). Rene har boet der i 33 år. Han har fungeret som Bjørn Wiinblads chauffør og alt-mulig-mand.

Huset er charmerende, men trænger i den grad til vedligeholdelse. Det meget store vindue nedenfor til højre er ind til værkstedet.

Vejskilt på husets facade. Fik aldrig spurgt om grunden til det hang dér.

Et kig ind af et af vinduerne i værkstedet.

Haven foran huset. I tagrenden hænger et fuglefoderhus. Det hænger lige foran det vindue, hvor malerpigerne har 2 arbejdspladser.

Her skriger både hus og hegn på lidt omsorg.

Indkørslen set inde fra grunden

Der måtte fotograferes udenfor, ind gennem vinduerne til værkstedet og 2 steder indenfor, i lokalet hvor malerpigerne havde/har deres arbejdspladser og så i værkstedet. På resten af turen var det forbudt af fotografere. 

Jeg valgte kun at fotografere ude fra og så gemme kameraet væk og nyde en spændende og humoristisk fortælling om en kunstnerisk personlighed lidt ud over det sædvanlige.

Nedenfor er der et kig ind gennem et vindue, hvor der til venstre står (nok) det sidste af de springvand, som har stået og pyntet i Tivoli.

 En vindueskarm med røde unikating.

 Ting som er på vej.

En sød lille vase som meget gerne måtte så hjemme hos mig.

Hjemmet må siges at være unik. Unik som i en helt særlig klasse for sig. Huset er på rigtig mange kvadratmeter, men rummene er stoppet med ting til bristepunktet. 

Bjørn Wiinblad var samler af antikviteter i den helt store stil. Mange af de ting som han har efterladt sig, er i antikviteter i særklasse. 

Huset i Lyngby står i dag som dengang i 2006, da Bjørn Wiinblad døde. Han har testamenteret huset til en fond, som skal sørge for at huset forbliver intakt og fungerer som et arbejde værksted.

Guiden Rene kunne fortælle sjovt og levende om tiden sammen med Bjørn Wiinblad. En mand som ikke havde noget forhold til penge. Han havde nok af dem og spurgte aldrig om prisen på en ting, han ville have. 

Han holdt middagsselskaber, hvor der altid var bordkort lavet af Wiinblad selv. Husholdersken sørge for, at hvert enkelt bordkort efter middagen blev pakket smukt ind, så gæsten kunne få det med hjem. 

Antallet af gæster skulle helt ikke være mere end 8, og når kl. blev 22.00, så måtte alle gerne være gået hjem, for der søgte Wiinblad ned til sit arbejde igen.

Det var en spændende time. Særligt at få lov til at bevæge sig rundt i et andet menneskes private rum. Selv Manden blev begejstret over besøget. Rigtig hyggelig tur.

Til slut lige et kig på to små træskurer i haven med græs på taget.

Bistader i byen

En af de blogs jeg læser med på er Karen Klarbæks Verden. Her blev der lige pludselig skabt klarhed i forhold til nogle bistader, som Manden og jeg så på en af vores gåturer, da vi var på en dejlig weekendtur i Aarhus i maj måned.  

Bistaderne var placeret tæt på Marselisborg Havn / Strandvejen. Det blev til et par hastige fotos af bistaderne, fordi vi egentlig syntes, det var lidt pudsigt, at støde på bistader dér.

Bistaderne hører med til projekt Bistad. 

Foto lånt fra Karen Klarbæks Verden

Er du blevet nysgerrig? Så læs mere enten hos Karen Klarbæk eller Bistad. Altid godt at få ny viden.

Forventningens glæde

I min kalender står der en aftale, som jeg virkelig glæder mig til.

Manden og jeg skal på en guidet rundvisning i Bjørn Wiinblads hjem. 

Flere gange har jeg været på spring, men når aftenskolernes kataloger har ramt min postkasse, har disse turer allerede været fuldt booked + venteliste.

I år var turene (selvfølgelig) også hurtigt optaget, men jeg nåede til tasterne, mens der stadig var muligheder for at komme på venteliste. Dagen efter fik jeg en sød mail, at der var lavet 2 ekstra rundvisninger for dem på ventelisten.

Jeg GLÆDER mig!

Meget svært ! Meget!!!!

Hvor er det dog svært at overskride det regelsæt, man har opbygget og indarbejdet i ens hjerne, for hvad man burde og ikke burde. Hvad man gør og ikke gør.

Nogle gange er det så rigtig godt at tale højt. Fortælle det man tænker til én anden ... eller bare sige tankerne højt... så er det nogle gange, at der går et lys - og et meget skarp et af slagsen - op for én!

Her til morgen havde jeg en kort og intens lille snak med min mand (men egentlig var det nok mere mig selv, der skulle lytte). Det der virkede helt rigtig og i overensstemmelse med mit regelsæt blev sagt højt.....

Det tog lige en gåtur med hunden og lige pludselig kunne jeg høre, hvor totalt åndsvagt, det jeg havde sagt, var.

Der hvor jeg "burde" sige ja (ifølge mit regelsæt), skulle der siges fra og nej! Hold op hvor er det svært at lære. Men øvelse gør - vel - mester...

.... og dem, som har fået en ny melding, vil nok slet ikke synes, det er mærkeligt eller skænke det en større tanke. Tværtimod.

Hele livet læres der nyt. Forhåbentlig.

Chris McDonald foredrag

Ældste blev inviteret til et foredrag med Chris McDonald. Hun måtte medbringe én gæst, og hun valgte at tage mig med. Heldig er jeg.

Et foredrag om hvordan man bliver mere positiv i sin tankegang, hvordan stopper man en negativ tankespiral,   hvorfor skal dygtige mennesker bruges som inspiration, men ikke til motivation. Attitude hvad betyder det ? og en helt masse andet.

Chris McDonald fik gang i både hjerne og lattermusklerne i løbet af det 2 timer lange (eller skal vi sige korte) foredrag. Tiden fløj afsted.

Lidt klogere omkring hvorfor negative tanker aktiveres nemmere end positive. At ordsproget "Op på hesten!" (et ordsprog som tit bliver brugt af mig) ikke er så tosset endda.

... og at det kræver træning og træning at blive god til at tænke positivt. At det betaler sig at bruge energi på positive ord. Så de ord som bruges til at danne éns tanker er positive.

... og hvis hjerne kører i selvsving og ikke kan forlade den negative spiral, så vil fysisk bevægelse af kroppen stoppe de negative tanker. Så ud og gå en rask tur.

Byder muligheden sig så kunne jeg godt finde på at snuppe et foredrag mere med ham.