Viser opslag med etiketten Mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mad. Vis alle opslag

søndag den 13. oktober 2013

Én ting af gangen.....

Resten af æblerne. Lige i et snuptag skrællet, skåret i mindre stykker og i en gryde. Et styk vaniljestang flækket og ned til æblerne.




Hvor svært kan det være? Over på komfuret, på med varmen. Så kan man lige nå at lave noget andet, indtil varmen skal skrues ned. Måske finde en lækker opskrift til en dessert med de kogte æbler...

Underligt som der lugter brændt ?????..... Nej, det er så ikke underligt. MEGET brændt æblegrød, i en meget lun gryde = meget brændt lugt. Hverken grød eller gryde er vist til ret meget mere.

...... kan jo spørge sig selv nu, hvorfor jeg ikke bare lige blev stående ved gryden....

...... måske jeg lige skulle et smut forbi naboens æbletræ igen.

mandag den 7. oktober 2013

Bytte bytte købmand

Vores søde naboer har ikke hængertræk eller trailer, men havde i den grad brug for at komme af med haveaffald. Det kunne vi hjælpe med.

Til gengæld har de mange skønne æbler. Dem vil vi rigtig gerne være med til at spise. 


Alle synes vist det blev til en god byttehandel. En fyldt trailer er i dag blevet kørt på lossepladsen, og på vores køkkenbord står trækurven fyldt med gule aflange æbler. De fylder lokalet med en dejlig duft.

Godt man kan hjælpe hinanden.
...... og Mellemste gider omsætte nogle af æblerne til lækker dessert til i aften. Ikke så tosset.

lørdag den 14. september 2013

Rødbedefinale

De sidste rødbeder har forladt jorden.



Både runde, aflange, rødbedefarve, citrongule og bolchestribede.


En skøn farvestrålende samling, må man sige. Næste år vil jeg have flere rødbeder, mange flere rødbede.

mandag den 2. september 2013

Boller med gods i

Jeg er temmelig god til at finde opskrifter, som lyder til at være noget, der må afprøves. Super heldig er jeg, for jeg har en familie, som er ret vilde med at afprøve de opskrifter, jeg finder.

Ved gennemlæsningen af et Hendes Verden fandt jeg bl.a opskriften på "Kernestykker med gulerod". 



 Mellemste ændrede lidt på ingredienserne, så det passede bedre i hendes smag.


Det blev til super lækre knasende sprøde boller med masser af smag. Den portion boller holdt ikke længe!

søndag den 4. august 2013

Røde stænger og rødder

Der blev hentet et fint bundt rabarber og en samling af forskellige baby-rødbeder.


Rødbederne er blevet rigtig fine. Små og delikate. Frøene, som røg i jorden, er et mix af farver og former. Allerede da de blev vasket, kunne de små vandpytter på køkkenbordet afsløre, at der var store forskelle i mængden af rød farve.


Runde helt røde, runde med striber og aflange røde. Lagt i et fad, vendt med olivenolie, groft salt og et drys oregano. En tur i ovnen. Uhm. Super nemt og smager himmelsk.


Rabarberne fik selskab af bl.a. farin og mandler. Opskriften kan du finde her.


Lækker - balance mellem sødt og syrligt.


En dag med dejlige lækkerier.

tirsdag den 23. juli 2013

Sødt

Yngste ville gerne bage små pandekager. Lækkert! serveret med den nylavede solbærmarmelade og dampende varm te.


Lækkerier på en bakke!

søndag den 14. juli 2013

Knolde på vej mod succes

Mellemste har lyst til at lave en lækker æggekage med grønt fyld.


Lige ude foran køkkenet står kartoffel-spandene parat. Der kan høstes. Så jeg har hentet lækre nye kartofler til vores aftensmad i dag. 



 


Vi har høstet før, så vi ved at smagen er god. Mellemste er en haj i et køkken. Der er dømt succes.

onsdag den 3. juli 2013

En tyk gylden sirup

Hyldeblomsterne har været på sit højeste. Som en tradition laver min mor hvert år en stor portion hyldesaft. Blomsterne findes i massevis, der hvor de bor.

Vi får altid en flaske fyldt med den aromatisk saft. Heldige er vi, for når indholdet er drukket, så kan vi blot aflevere den, og så får vi udleveret en fyldt fra min mors lager. Lageret plejer at være på en størrelse, der holder helt til, hyldeblomsterne igen sidder duftende og friske på grenene.


I år er den traditionelle patentflaske skiftet ud med en fin retro-flaske. Men indholdet er det samme lækre.

Vi har ikke selv et hyldetræ, men én af vores naboer har. 



De bitte små hvide blomster laver fine mønstre på vores fliser, når vinden bærer dem ind over hækken. Fint ser det ud.

torsdag den 13. juni 2013

Stikkelsbær kan blive til lækkerier

Det tager ikke lang tid, og det smager helt vidunderligt! Det, jeg hér taler om, er stikkelsbærmarmelade. Skulle der være bagt en pandekage eller to, så er stikkelsbær-marmeladen virkeligt godt selskab til disse.



Her får du min egen opskrift på stikkelsbærmarmelade:



Stikkelsbærmarmelade            
  • *      1½ kg stikkelsbær
  • *      Ca. 1 kg sukker
  • *      1 Vaniljestang
  • *      1 dl vand

Stikkelsbærrene skal nippes og skyldes.
De rensede bær hældes i gryden, tilsæt vandet. Blandingen bringes i kog.

Mens du venter på dette, flækkes vaniljestangen på langs. Skrab kornene ud.
Når bærrene er helt kogt ud, tilsætter du vaniljekorn, stangen og sukkeret. Husk at røre rundt. Herefter skal marmeladen koge 15 minutter mere.

Imens skolder du syltetøjsglassene og lågene. De skoldede glas og låg skylles i Atamon.

Den færdige marmelade hældes på glas. Glassene lukkes til med det samme.


Lav en selvklæbende mærkat eller hæng et Manila-skilt på glasset.
Vupti! Lækkerier til dig selv eller nogen du holder af.


Har du lyst til at prøve at lave saft, marmelade eller andet godt, så er Politikens Syltebog et bud på en bog med et stort udvalg af opskrifter.

torsdag den 6. juni 2013

Grønne, røde og hvide

Der er store mængder af jordbær på vej i vores have. Der er fine hvide blomster og en stor mængde af bær, som nærmest er limegrønne.


I et bed for sig selv står der nogle jordbærplanter, som også har fine hvide blomster, men her skulle bærene blive hvide med røde prikker. Vi fik planten i gave sidste år. Hvis vi er heldige, kommer der et par bær i år.


Da jeg var ude og handle, stod der danske jordbær - store, røde og dejligt duftende - til en pris så latterlig lav, at den dårlig har dækket for emballagen. Sådan en bakke røg med hjem. For lysten var stor til jordbær.


Et par jordbær og et halvt æble skåret i mindre stykker, og derefter fordelt på toppen af lidt yoghurt. Dejlig mad på en varm dag.


lørdag den 1. juni 2013

Is og hygge

Yngste kom hjem fra sin overnatning. Vi blev enige om at gå en lille tur og få sludret, det krævede en is.


26 grader viste skiltet på tankstationen. Godt med en kold is og snak.


Yngste med sommersmil, kølig is og Abby med tungen hængende hen af fliserne.

Tæppe under kærlig behandling

Familiens forskellige medlemmer har booket dagen med arbejde og forskellige aftaler, som bringer dem ud af huset og rundt forskellige steder. Min kalender er helt og aldeles tom. Det passer mig rigtig godt. Dagen skal bruges på lige det, jeg selv har lyst til og gider.

En lang gåtur med Abby er det blevet til. Derefter hjem igen. Nu er hun så optaget af vekselvirkningen mellem at ligge og koge på træterrassen, for derefter at gå ind og lægge sig på et køligt køkkengulv.

Jeg har brugt formiddagen i selskab med symaskinen og strygejernet.



Forsiden af tæppet er nu lavet færdigt. Bagsidestoffet fundet, klippet groft ud og har været en tur under strygejernets behandling.

Efter at have arbejdet fokuseret og målrettet har jeg tildelt mig selv frokostpause. 


Menuen består af lækkert rugbrød, solmoden tomat, friske rejser toppet med mayonnaise og toppet med duftende basilikum.

Når der er blevet fyldt friske forsyninger på , skal der arbejdes videre med tæppet. Der skal lægges i lag og quiltes i lange baner. Har ikke helt bestemt mig for, om der skal quiltes på maskinen eller i hånden. Det første er flere gange blevet noget værre hø, og så er der opsprætning til flere timer. Håndquiltning, synes jeg, bliver rigtig flot, men til gengæld tager det temmelig mange timer. Jeg kunne også sætte jagten ind på det rette kantbånd i alle mine kasser. Uha, det er store beslutninger.

torsdag den 23. maj 2013

Rabarber

1. maj 2013 var rabarberplante lige kravlet op over jordskorpen


Rigelige mængder af sol og vand har givet energi til planten, så der nu står en pæn samling af fantastisk smukke grønne blade og lækre røde stængler.


Trækker man en god portion af disse stængler og giver dem til en bageglad pige, så er der lækkerier i vente!


Rabarberstænglerne skåret i små tern, blandet med bl.a. sukker, mandler og marcipan, lagt i en tærteform og ind i en hed ovn. Yums! siger jeg bare.


Det er simpelhen et hjerte fuld af spiselig kærlighed.


Fint serveret på en tallerken med guldbomber, kølig flødeskum og rabarbersaft.Tak siger jeg. Det smagte helt vidunderligt.





tirsdag den 14. maj 2013

Temperaturer

I morges kunne vi stå op til en overraskelse. Vores køleskab havde i nattens løb valgt at tage et frisk karriereskift til at være varmeskab. Dejlige lune 18 grader var temperaturen landet på.


Indholdet i et køleskab bliver noget af en oplevelse, når det bliver opbevaret ved en temperatur, som ligger et godt stykke op ad den varme skala. Der må ligesom bare lidt hurtig findes nogle affaldsposer. Det kan jo simpelthen ikke betale sig at blive sur og negativ, for løbet er ligesom kørt. 

I dag har jeg så lært nyt. Design på fryse- og køleskabs-håndtag har ændret sig i en retning, som jeg ikke er vild med. Jeg kan lide det enkelt, strømlinet og så skal det bare være til at hive lågen op med, så indholdet kommer til syne. Men virkeligheden siger små, buttede, markante og så helst med vippe, klemme, trykke funktioner. Mine øjne kan ikke lide det, og mine fingre får problemer med at åbne. Men et nyt køleskab fandt nåde for alle implicerede parter og når det efter en længere køretur står klar i butikken i morgen, så er vi klar med hjerte- og husrum. For alt andet lige så er det nu bedst med et køleskab, som bliver ved med at køle.


Aftensmaden blev hentet i bokse. Fint at få noget at spise, men det bliver nu aldrig til favoritmad for mig.

onsdag den 1. maj 2013

1. maj i København

Allerede fra morgenstunden var der en lun temperatur og en klar sol, som kaldte på solbriller, så Mellemste og jeg blev enige om, at en togtur til København ville være sagen.

Første stop blev hos Helbak i Kompagnistræde 8.  De har lagersalg af 2. sortering i disse dage, og det blev til 3 ting, som jeg er helt sikker på, vil blive brugt rigtig meget.

Vi tog Metroen ud til Frederiksberg, så vi kunne få afprøvet Strangas Dessert Boutique. 




Butikken er indrettet i en lidt rå stil men hyggelig stil.
Det tog os lidt tid at vælge mellem de lækre kager! 

Det blev til:
  • "Pure Nordic" Chokolade mousse med havtorn- og mangomousse på biscuitbund
  • 2 stk macarons
  • 2 stk romkugler
Smukt serveret og nydt sammen med te og koldt vand. Det hele smagte bare, så der var englesang!





Uhmmmm jeg siger bare - igen -det smagte dejligt.  Romkuglerne med et guldstrejf, serveret i fine træskåle.
Jeg tror godt, det kan loves, at det ikke bliver sidste besøg. Med lykkefølelse i maverne kunne vi vende finde tilbage til Metro og tog, og derved blive bragt hjem efter en rigtig hyggelig dag.