Orden og uorden

Da hele vores bolig på det nærmeste er blevet berørt af en udflytning og en fødselsdag, har vi besluttet, at der er rum, hvor opdatering og fornyelse er meget tiltrængt. En generel og omfattende oprydning i ejendele er også påkrævet.

I foråret begyndte vi at planlægge en mindre ombygning, men nu har vi taget hul et andet sted. 

Efter 20 år i samme hus er mængden af ting og sager stor. Der er blevet gemt, stablet og stillet ting i hver en ledig krog. 

Muligheder for ekstra opbevaringsplads er blevet udnyttet efterhånden, som familien voksede. Loppefund og arvestykker har stille og rolig fundet sig til rette i vores hjem.

Nu er vi blevet enige om, at det skal være slut. Der er rigtig meget, som andre kan få glæde af, ting som skal have ny plads og en hel del, som skal smides ud. 

Vores smag har også ændret sig. Der skal være mere luft, andre farver og en ny orden. 

 Så for et stykke tid må der herske endnu mere rod og uorden. 

På vej hjem

Smuk aftenhimmel over byen på vej hjem fra nogle dejlige timer.



... og her tunge skyer over grønne marker.

Arbejdstimer i selskab med garn

Mit arbejdsliv er under forandring og lup. Der skal findes nye veje og muligheder. Det føles rigtig hårdt på mange måder, specielt fordi det ikke er et bevidst valg, jeg har truffet. Jeg skal vende mig til at tage tingene stille og roligt.

Jeg skal tænke i helt nye baner. Et arbejdsliv på nye primisser. Lige nu skal der kortlægges og registreres, så andre og mig selv kan få indblik og overblik. Min personlighed er helt klart præget af, at jeg er vandt til at handle. Træffe beslutninger og "at kunne selv".

Det er svært at skulle se sig selv i helt nye arbejdsmæssige sammenhænge, når jeg allerede én gang har taget et kæmpe spring. Sprunget ud i en 4-årig uddannelse og skulle finde mig selv i en helt ny ramme. I februar sagde jeg farvel til det, jeg ellers betragtede, som mit drømmejob. 

Nu skal andre tage stilling og bestemme. For nogle uger siden fik jeg besked om, at der var fundet et sted, som havde mod på at have mig. Stedet fylder mine arbejdstimer med bl.a. garn og strikkepinde. Det er et paradis af lækre materialer. Her må man gerne afprøve materialerne, mens man er på job.

Hos Strikkefåret så jeg for noget tid siden en fin opskrift på pulsvarmere. Fedt design. Og når man godt må - også i arbejdstiden - så var det jo bare med at få den afprøvet. 

Opskriften er tydelig, sjov at lave og resultatet er blevet godt. Tak :) til Strikkefåret for opskriften.
Et par ender skal hæftes og én omgang vask, så er pulsvarmerne klar til at komme på mine hænder, når kulden sætter ind.

Et udsnit af udsigten fra arbejdspladsen. Rigtig hyggeligt. 

Hvordan det hele ender? Det er ikke til at sige endnu. Andre skal på banen og give deres besyv med. Et besyv som kommer til at tage tid, mine kræfter og et overskud jeg egentlig slet ikke er i besiddelse af. Men jeg vælger at tro på, at der til slut bliver fundet en løsning, som bliver den rette for mig.

Chaufførtjans for to skønne tøser

Dagen startede så tidligt, at det faktisk var nat endnu. 2 søde tøser skulle ud og se på verden, og jeg havde lovet at være chauffør for dem. Der var ikke mange andre bilister på vejene, og på bagsædet sad to meget muntre og lidt trætte 18-årige, hvor planer og tanker for den næste uge blev øst ud i rivende tempo.

Dejligt for et lille øjeblik at være en flue på væggen.

Selv om deres tur kun varer ca. en uge, og den henlægges til England, så havde jeg alligevel lidt dirrerende underlæbe, da jeg krammede og sagde farvel. Mellemste´s første tur på egen hånd til udlandet.

De to piger er godt selskab for hinanden, og jeg er helt sikker på, det bliver en herlig tur. Jeg plejer at være sej i forhold til mine 3 tøser og deres færden her i livet, men af en eller anden grund så føltes det lidt overvældende at vinke farvel her til morgen. Af samme grund blev det til et kort farvel ved bilen. Ikke noget med en snøftende mor klokken meget tidligt om morgenen i Kastrup Lufthavn. 

Hele denne chauffør-seance kan næsten foretages på motorvej fra start til slut, men jeg  valgte at slå blinklyset til og tage et par sving til lidt mindre veje. Det blev til total ro og en smuk solopgang som kun kan gøre en lykkelig og glad. Vel hjemme igen var det stadig så tidlig morgen, at der blev sovet af resten af familien.

Huller i vejen og smutturer

Lørdagen viser sig fra sin bedste side rent vejrmæssigt. Med en teenager der sove andet steds og en der havde behov for at indhente noget søvn, besluttede vi os for at henlægge vores indkøb til en butik et stykke væk. 

 






I det sidste stykke tid har det krævet lidt planlægning og samarbejde at forlade vores grund kørende i bilen. Der bliver udskiftet rør i store dimensioner i vejen.

De mænd, der går og lavet arbejdet, er friske. De giver beskeder og prøver at være så lidt i vejen som muligt. Gravearbejdet er så stort, at der kun lige er lavet passage til os, som bor på vejen, og ellers er det med store skilte vist, at der skal køres en alternativ vej. Skulle man overse denne skiltning, er der i yderligere skiltning, som fortæller, at indkørsel ikke er tilladt - kun for beboerne.

Her sker det mærkelige så. Langt de fleste følger skiltning, men enkelte bilister drejer alligevel ind. Får øje på at det er meget svært, nærmest umuligt, at komme videre. Men igennem vil de. De rigtig friske sætter så vægten på speederpedalen og kører med helt sindsyge hastigheder igennem. Også hvis de mennesker, der skal udføre reparationerne, er i gang med at arbejde.

Dagligt sker det også, at når "en af de biler som gerne må", er ved at manøvrere sig ud gennem labyrinten af neonfarvede holdere og stribede stænger, så kommer der en "vildfaren" bil ind. Der holder man så. Man kan så prøve verbalt eller med fagter at forklare, at "den vildfarende" er nødt til at bakke tilbage.  Svaret er i næsten alle tilfælde, at den anden bilist bliver enormt aggressiv, og man får viftet en "fuck-finger" op i hovedet. Jeg prøvede en dag med smil i stemme at sige til en ung mand, at jeg ikke kunne køre andet end fremad, og at han så var nødt til at bakke. Bakke ville han ikke. Han forsøgte at køre så langt ind til siden, at han fik ridser i bilen. Men bl.a. p.g.a. af skiltet, som fortæller, at indkørsel er forbudt kunne jeg ikke flytte mig. Så brød H...... løs. Han kaldte mig både det ene og det andet, og sluttede af med at råbe: Ok ! bare fordi du skal ud og køre, så skal ALT bare gå ud over mig!! 

I dag holdes der weekend ved vejarbejdet, og bilen blev luftet. På turen hjem besluttede vi at tage en anden rute, se lidt blå himmel og grønne marker. Der blev gjort et ekstra lille holdt, da vi passerede nogle billige og lækre meloner. Ved kasseapparatet mødte vi en ven, som vi ikke har haft kontakt med meget længe.
Han var frisk og inviterede os til at komme til en kop drikkelse hjemme hos ham og resten af hans familie. Det blev til nogle hyggelige timer, hvor vi kunne få fulgt op på hinanden liv.
Godt nogle gange bare at være spontan.

En tyk gylden sirup

Hyldeblomsterne har været på sit højeste. Som en tradition laver min mor hvert år en stor portion hyldesaft. Blomsterne findes i massevis, der hvor de bor.

Vi får altid en flaske fyldt med den aromatisk saft. Heldige er vi, for når indholdet er drukket, så kan vi blot aflevere den, og så får vi udleveret en fyldt fra min mors lager. Lageret plejer at være på en størrelse, der holder helt til, hyldeblomsterne igen sidder duftende og friske på grenene.

I år er den traditionelle patentflaske skiftet ud med en fin retro-flaske. Men indholdet er det samme lækre.

Vi har ikke selv et hyldetræ, men én af vores naboer har. 

De bitte små hvide blomster laver fine mønstre på vores fliser, når vinden bærer dem ind over hækken. Fint ser det ud.

Dage med dejligt fyldt

Der har den sidste uges tid ikke været overskud til at komme til tasterne. Ældste´s flytning samt forberedelserne og afholdelsen af Mellemste´s 18 års fødselsdag endte med at komme til at ligge inden for de samme 5 dage. Planlægningen havde ellers været helt i top, men Udlejer tilbød Ældste, at hun kunne rykke sine ejendele ind tidligere end først aftalt. Et tilbud som ikke var til at afslå, når man nu står og tripper for at komme til at flytte ind i sin egen lejlighed.

Lejligheden har dejlig udsigt over Øresund. Her har du et udsnit af udsigten fra et af vinduerne. Ejendommen er fra begyndelsen af 1930érne, og selv om tiden har slidt på huset, så er der rigtig mange fine detaljer.

En af detaljerne er radiatorens temperatur-regulering. Den er da bare helt skøn. Lejligheden er placeret godt oppe i højden, så der blev for alvor motioneret benmuskler, da kasser og møbler skulle transporteres til den nye adresse.  Det er tydeligt og forståeligt at Ældste gerne ville have denne lejlighed. Hendes møbler og fine ting er blevet sat på plads, og det er blevet så hyggeligt.

Sideløbende med flytningen havde vi gang i forberedelserne til Mellemste´s 18 års fødselsdag. Mellemste har afprøvet opskrifter på hjemmelavet kagecreme, skrevet indkøbslister og tilrettelagt. Vi skulle blot være chauffører og hjælpe med at få borde og stole på plads.

I søndags havde sidste flyttekasse forladt vores hus, og vi blev klar med dejlig mad og kunne sige velkommen til 30 gæster.

 

Selv om planlægningen ikke var helt hensigtsmæssige, endte alt med at gå op i en højere enhed.  Det blev en rigtig dejlig og hyggelig dag sammen med venner og familie. Vejret viste sig ikke fra sin helt gode side, men det lykkedes at få skabt siddepladser til alle indendørs. 

Søde gæster hjalp løbende med opvask og oprydning, så da de sidste sagde farvel, havde vi stort set alt på plads igen. 

Den hjemmelavede kagecreme var en af elementerne i en hjemmelavet jordbærkage med creme og mazarinbund. Et foto nåede jeg ikke at tage, men lækker var kagen! Jordbærene leverede vores egne jordbærplanter på fineste vis. Der var så mange bær, at der også blev en stor skål med store røde jordbær, som bare kunne spises.

Da alle gæsterne var taget hjem og alt ryddet op, fandt hele familien sig til rette i sofaerne. Abby - der i den grad havde været med her der og alle vegne - skyndte sig at erobre en af pladserne. En MEGET træt hund. Af sin aller bedste ven - Isac - havde hun fået et kødbed. Det lå sikker og godt lige ved siden af.