tirsdag den 14. maj 2013

Temperaturer

I morges kunne vi stå op til en overraskelse. Vores køleskab havde i nattens løb valgt at tage et frisk karriereskift til at være varmeskab. Dejlige lune 18 grader var temperaturen landet på.


Indholdet i et køleskab bliver noget af en oplevelse, når det bliver opbevaret ved en temperatur, som ligger et godt stykke op ad den varme skala. Der må ligesom bare lidt hurtig findes nogle affaldsposer. Det kan jo simpelthen ikke betale sig at blive sur og negativ, for løbet er ligesom kørt. 

I dag har jeg så lært nyt. Design på fryse- og køleskabs-håndtag har ændret sig i en retning, som jeg ikke er vild med. Jeg kan lide det enkelt, strømlinet og så skal det bare være til at hive lågen op med, så indholdet kommer til syne. Men virkeligheden siger små, buttede, markante og så helst med vippe, klemme, trykke funktioner. Mine øjne kan ikke lide det, og mine fingre får problemer med at åbne. Men et nyt køleskab fandt nåde for alle implicerede parter og når det efter en længere køretur står klar i butikken i morgen, så er vi klar med hjerte- og husrum. For alt andet lige så er det nu bedst med et køleskab, som bliver ved med at køle.


Aftensmaden blev hentet i bokse. Fint at få noget at spise, men det bliver nu aldrig til favoritmad for mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar