Mine mottoer har altid været: "Så gør jeg det selv" og "Op på hesten igen". Måske bliver det ved med at være mine mottoer? Jeg har godt nok steget op på den forbandede hest mange gange de sidste år.
Kl. 05.00 i morges begyndte min dag. Kroppen ville i gang. I flere timer havde der været dømt uro og rotation. Kl. 6.00 var Abby og jeg ude i morgenluften. Bagerbrød fik vi også bragt med hjem.
Mæt og bevæbnet med varm te måtte jeg ud til mit projekt "klip-en-hæk". Ja, projekt er det rigtige ord.
Der er virkelig noget at klippe i! Det bliver så flot og godt, når vi bliver klar. Ingen tvivl om det. Men tvivlen har da meldt sig et par gange. Hvordan var det lige, at jeg fik ideen om at klippe en hæk i flere meters bredde og én højde, som kræver umanerlig lange arme?
Om nogle flere timers arbejde så bliver det godt. Hækken var så stor om mægtig, at det nærmest var umuligt at komme ned til den anden ende af huset. Nu er der så meget lys og luft, at vinduerne tydeligt viser, at de trænger til sæbe og vand. Manden og jeg har indledt et godt samarbejde.
Manden bærer det, jeg ikke kan. Han kører det ene læs efter det andet på lossepladsen, og så måtte han ud med en sav. Hverken grensaks eller min nye klipper var i stand til at gøre has på et træ, som har blandet sig med ligusterhækken. Saven måtte svinges.
Der er stadig til mange turer ud ved hækken. Der skal fjernes, klippes, rives og køres væk. Godt skal det nok blive. Tror jeg bestemt.
4 timers middagslur er fuldendt. Nu skal resten af lørdagen bruges til at hygge, strikke og se fjernesyn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar